München ulykken

Den 6. februar 1958 forandrede verden sig for Manchester United og for fodbolden som helhed. München ulykken kostede otte unge spillere livet, knuste en hel generation af talent og efterlod en klub – og en sport – i dyb sorg. Dette er historien om den mørkeste dag i engelsk fodboldhistorie.

Hvad skete der egentlig under München ulykken?

Forestil dig det. Du er ung, du spiller for et af verdens bedste fodboldhold, og du er på vej hjem fra en europacupkamp. Stemningen i kabinen er god. I har netop spillet uafgjort 3-3 mod Røde Stjerne Beograd i Jugoslavien og er videre i turneringen. Fremtiden er lys.

Så sker det.

Flyet – en Airspeed Ambassador 2, bygget i 1952 og opereret af British European Airways – mellemlandede på München-Riem lufthavn den 6. februar 1958 for at tanke op. Vejret var elendigt. Kraftigt snefald havde efterladt et tykt lag slush, altså halvsmeltet sne og is, på startbanen. Det reducerede flyets starthastighed markant og gjorde opstigningen farlig.

Piloten forsøgte at lette to gange. Begge gange afbrød han forsøget, fordi motorerne opførte sig unormalt. Ved det tredje forsøg var der ingen vej tilbage. Flyet nåede aldrig at lette. Det skred ud over startbanens ende, ramte et hus i nærheden af lufthavnen og brød i brand.

Af de 44 mennesker ombord omkom 23. Otte af dem var spillere fra Manchester Uniteds førsteholdsklub – et hold, som mange i samtiden betragtede som et af de mest lovende i hele europæisk fodbold.

Hvem var “The Busby Babes” – og hvorfor betød de så meget?

For at forstå omfanget af München ulykken må man forstå, hvad Manchester United repræsenterede på det tidspunkt. Manager Sir Matt Busby havde gennem 1950’erne bygget en gruppe af ekstraordinært unge, ekstraordinært talentfulde spillere, som pressen hurtigt gav tilnavnet “The Busby Babes” – Busbys babyer.

Det var ikke et ironisk øgenavn. Det var en ægte beskrivelse af, hvad holdet var: ungt, friskt og fyldt med en energi, som engelsk fodbold sjældent havde set. Spillere som Duncan Edwards, der kun var 21 år gammel på ulykkestidspunktet, blev allerede betragtet som en af verdens bedste midtbanespillere. Edwards var en fysisk kraft, der kombinerede styrke med teknisk finesse – og han døde af sine kvæstelser to uger efter styrtet, den 21. februar 1958.

Roger Byrne var holdets anfører. Han var 28 år og havde allerede spillet 33 landskampe for England. Tommy Taylor var en af ligaens mest frygtede angribere og havde scoret 16 mål i 19 landskampe. Eddie Colman var kun 21 og beundret for sin evne til at dribbe sig forbi modstandere med en kropsfarinte – en bevægelse fra hofterne, der får modstanderen til at reagere forkert.

Disse var ikke bare spillere. De var en generation. Og München ulykken udslettede dem.

Hvem overlevede – og hvad skete der med dem?

Ikke alle mistede livet. Og for dem der overlevede, bar München ulykken sine egne ar.

Bobby Charlton var 20 år gammel, da flyet styrtede ned. Han blev slynget ud af flyet i sin sæde og overlevede næsten uskadet. Det lyder som et mirakel – og det var det på mange måder. Charlton gik hen og blev en af klubbens største nogensinde. Han var anfører, da Manchester United vandt Europacuppen for mesterhold – den turnering, vi i dag kender som Champions League – i 1968, ti år efter ulykken. Den sejr føltes for mange som en slags forsoning. Som om holdet endelig fik æret de kammerater, de havde mistet.

Matt Busby selv overlevede også, men lå i koma i ugevis og modtog to gange den sidste olie – en katolsk ceremoni, der gives til døende. Han kom sig, vendte tilbage til klubben og ledede holdet til netop den historiske europæiske triumf i 1968.

Assistenttræner Jimmy Murphy var ikke med på flyet, fordi han samme aften ledede det walisiske landshold i en VM-kvalifikationskamp. Han overtog midlertidigt styringen af Manchester United i den kaotiske periode efter ulykken og holdt klubben kørende, mens Busby lå på hospitalet.

“Matt Busby byggede ikke bare et fodboldhold. Han byggede en familie. Og München ulykken rev den familie midt over.”

Hvilke andre end spillerne mistede livet i München?

Fokus lander naturligt på de otte spillere, når München ulykken omtales. Men tragedien var langt bredere end det.

Klubbens sekretær Walter Crickmer omkom i styrtet. Bert Whalley, der fungerede som cheftræner for holdet, døde ligeledes. Det samme gjorde Tom Curry, holdets træner – i datidens terminologi ansvarlig for den fysiske og praktiske pleje af spillergruppen, svarende til en moderne konditionstræner eller holdleder.

Derudover omkom otte journalister, der fulgte holdet. Blandt dem Henry Rose, Alf Clarke og Tom Jackson – erfarne sportsreportere, der kendte fodbold indefra og havde fulgt holdet i årevis. Frank Swift, en tidligere engelsk landsholdskeeper og stor fodboldlegende, omkom også. Han var der som journalist.

I alt 23 mennesker. Familier mistede fædre, mødre mistede sønner, børn voksede op uden far. München ulykken var ikke bare en fodboldtragedie. Det var en menneskelig katastrofe.

Hvordan reagerede England og fodboldverdenen på ulykken?

Sorgen var øjeblikkelig og total. Aviser i hele England bragte sorgsomme forsider. Tusindvis af fans flokkedes til Old Trafford – ikke for at se en kamp, men blot for at være der. For at mærke hinanden. For at sørge sammen.

FA – Det Engelske Fodboldforbund – tilbød Manchester United at trække sig fra FA Cuppen det år. Tilbuddet blev afvist. Jimmy Murphy insisterede på, at holdet ville fortsætte. Der skulle spilles fodbold. Ikke for resultaternes skyld, men for at holde mindet levende og vise, at klubben stadig eksisterede.

Manchester United stilede op til FA Cuppens næste runde med et lap-og-lær hold bestående af reservespillere og hastigt hentede indkøb. De kom helt til finalen, inden de tabte til Bolton Wanderers. Mange oplevede den rejse som en af fodboldhistoriens mest bevægende.

I de efterfølgende årtier er der opført adskillige mindesmærker for ofrene. På Old Trafford hænger en mindeplade, og der lyder en klokke ved markeringen hvert år den 6. februar. I München er der ligeledes opsat et mindesmærke på stedet, hvor flyet styrtede ned.

I 2013 opstod en ubehagelig episode, da München ulykken blev hånet på sociale medier af personer med tilknytning til Liverpool FC’s fanbase. Liverpool-klubben reagerede hurtigt og bad Manchester United om en officiel undskyldning – et tegn på, at selv rivaler forstår alvoren og helligheden i denne del af fodboldhistorien.

Hvad er München ulykkenens arv i dag?

Mere end 65 år er gået siden den kolde februardag i Bayern. Men München ulykken lever videre – ikke som en støvet historielektion, men som en levende del af Manchester Uniteds identitet.

Hvert år den 6. februar samles fans, nuværende spillere og klubblegender til en mindeceremoni. Der er et minuts stilhed. Der tales om de otte. Om de unge mænd, der aldrig fik lov at se, hvad de kunne have opnået.

Duncan Edwards mindes stadig som en af de største talenter, engelsk fodbold nogensinde har set. Hvad ville han have nået? 50 landskampe? 100? En VM-titel med England? Vi ved det ikke. Vi kan aldrig vide det. Og det er måske det mest smertefulde ved München ulykken – ikke kun det, der gik tabt, men alt det, der aldrig fik lov at opstå.

Matt Busby rebuilt – og det ord, rebuilt, bruger englænderne stadig, når de taler om ham. Han genopbyggede ikke bare et hold. Han genopbyggede en klub fra ruinerne af det utænkelige. Det tog ti år, men i 1968 stod holdet øverst i Europa. Bobby Charlton, overlevende fra München, løftede trofæet med tårer i øjnene.

Hvis du vil dykke dybere ned i klubbens fulde historie – fra de mørke dage i München til nutidens kampe på Old Trafford – er der masser at udforske om Manchester United, der fortsat er en af verdens mest fascinerende fodboldklubber.